Anders Lauge Meldgaard
På udstillingen Christiansen i høj sø bidrager kunstner og komponist Anders Lauge Meldgaard med to værker; 12 instrumenter til Henning fra 2018 og filmen Den Europæiske Spejlbue fra 2015.
12 instrumenter til Henning
Meldgaard har omkomponeret Henning Christiansens værk Trio om tiden der gik fra 1975. Resultatet er et nyt musikværk med titlen 12 instrumenter til Henning. På udstillingen optræder det som en videoversion, der inkorporerer partituret. Som en del af udstillingen vil 12 instrumenter til Henning blive uropført som en livekoncert i løbet af udstillingsperioden.
Privat foto: Anders Lauge Meldgaard
Anders Lauge Meldgaard om sit værk: “Jeg forstiller mig at Hennings værk ligesom er blevet ældre, instrumenterne har vokset sig større, har formeret sig og er blevet langsommere. Fx er sopranino-blokfløjten blevet til en større tenorblokfløjte. Instrumenterne er blevet flere, så det nye værk er skrevet for tolv instrumenter i stedet for de originale tre. Værket tager udgangspunkt i første sats Gengangeren af Hennings værk med titlen Trio om tiden der gik og er skrevet ud fra et princip om, at hver musiker spiller i sit eget individuelle tempo.”
Den Europæiske Spejlbue
Sammen med kunstner og filmskaber Luke Bennett har Anders lauge Meldgaard omskabt hele sit album Den Europæiske Spejlbue til en film. Filmen er en komplet opførelse af albummet fra start til slut og sætter musikvideoens normalt høje tempo ned, så man kan dvæle ved de enkelte sange. Filmen er optaget i naturskønne omgivelser på Møn og trækker på billedsproget fra tysk romantik og dansk guldalder. Sangscenerne er filmet med ø-naturen som baggrund med et ikke-ironisk nik til musik- og naturfjernsynsprogrammer.
Med Anders Lauge Meldgaards egne ord skal filmen vise det skjulte revolutionære potentiale i albummets tekster og musik: “Fordi det europæiske samfund er bygget på kristne værdier, rejser musikkens tekster tilbage til før kristendommens begyndelse for at grave noget frem, der kan pege i nye fremtidige retninger. Ideen er, at for at revolutionere vores nutidige samfund og løfte det til et højere og smukkere sted, kan det være hjælpsomt at se tilbage og søge i det, der var før vi lagde hjørnestenene til nutidens samfund. Det er et forsøg på at omgå alle fælles værdier og åbne verden for nye tanker og ideer.”
Om komponisten
Anders Lauge Meldgaard arbejder inden for en bred vifte af musikalske udtryksformer. Fra fri improvisation til moderne kompositionsmusik over lydinstallationer, eksperimenterende sangskrivning, orkestrale collager, mixbånd og støjende værker for elektrisk guitar sekstet.
Foto: Kasper Lynge Jensen
Meldgaard har igennem en årrække udgivet musik på forskellige medier blandt andet under aliaserne Frisk Frugt og Supermelle og i samarbejde med Kristian Poulsen, Musik For Seks Elektriske Guitarer og Slütspürt. Han er medstifter af Yoyooyoy og År & Dag.
Meldgaard har desuden udgivet feltoptagelser fra Burkina Faso og Mali og arbejdet med hjemmebyggede instrumenter i form af fløjteorglet, distortionglobus og midificeret cembalo. Medinitiativtager til Den Nørrejyske Ø’s Stororkester for Opløst Mønstermusik og den vandrende udgave af Terry Rileys In C på Ordrupgaard. Han har også været nomineret til Steppeulven og Nordic Music Price.
Læs mere
Frisk frugt har forladt planeten jorden
Vildfaren på en vigtig festival
Læs om LOL Beslutning
Læs om udstillingen Christiansen i høj sø